• Samarbejde

    Pårørende inviteres med til indflytningssamtalen, så de er med fra starten. Ved samtalen vil vi drøfte, hvordan vi fremadrettet kan samarbejde.

    Pårørende er altid velkomne til at kontakte personalet eller den daglige leder. Vi er altid glade, når de pårørende kommer på besøg og er klar til at tale om beboernes dagligdag. 

    Hvis du har brug for hjælp med økonomi, indkøb, indflytning og mange andre praktiske ting, så vil vi bede dine pårørende om at hjælpe dig. Vores hjælp handler primært om pleje, omsorg og sygepleje.

    Vi beder om, at vi har én pårørende, som er kontaktperson.

    Vi vil også gerne invitere pårørende ind og deltage i dagligdagen og aktiviteter som frivillige. Kontakt den daglige leder for dette. 

     

  • Pårørendemøder

    Vi afholder pårørendemøder ca. 2-3 gange om året. På møderne taler vi altid om generelle forhold på plejehjemmet samt skiftende emner efter behov og ønsker. 

    Møderne er primært informationsmøder, hvor vi fortæller lidt om, hvad der er sket, og hvad der skal ske på Solbjerghaven, samt hvad der generelt sker på plejehjemsområdet. Hvis der er et ønske om det, kan vi også arrangere et kortere foredrag og lignende.

    Vi vil meget gerne modtage dagsordenspunkter fra pårørende. 

     

  • Pårørendegruppe

    Er du ægtefælle, barn eller pårørende til en af vores beboere, er du velkommen i vores pårørendegruppe.

    Vi taler om, hvordan demens kan komme til udtryk, hvordan man som pårørende kan tackle den ændrede adfærd, hvad der er svært og andre emner, som du har brug for at snakke om.

    Pårørendegruppen mødes på Solbjerghaven. Vi mødes ca. én gang om måneden, og det er vores demensvejleder, der er sammen med jer pårørende.

Del: